Se denne video og meget mere med et Yoga & Kvindeliv -medlemskab.
Allerede medlem – log ind her
Allerede medlem – log ind her
Selvrespekt handler om at anerkende vores værdi og behandle os selv med den værdighed, vi fortjener. Lad os ære vores grænser og forstå, at de er et vigtigt udtryk for selvrespekt. Det handler om at lytte til kroppens signaler, tage dem alvorligt og give os selv lov til at sige både ja og nej med ro i maven.
Når vi sætter grænser, er det ikke for at skubbe andre væk, men for at passe på os selv. Grænser er en måde at vise os selv omsorg på – en praksis, hvor vi mærker efter:
Så altid stop op og mærk:
Hvad har jeg brug for lige nu?
Hvad er sandt for mig?
At praktisere selvrespekt kan være at:
tage pauser, før kroppen råber højt
sige nej uden at forklare eller undskylde ( nej er en fulkommen sætning)
give os selv tid, hvile og plads
vælge det, der nærer, frem for det, der dræner
Hver beslutning og hver handling kan være et lille skridt i retning af større selvrespekt. Når vi bevæger os gennem denne uge, kan vi minde os selv om, at respekt for os selv er fundamentet for at kunne stå tydeligt i verden – og for at modtage respekt fra andre.

Ugens affirmationer
Jeg behandler mig selv med respekt og ærer mine grænser.
Jeg lytter til min krop og tager mine behov alvorligt.
Jeg er værdig til respekt – fra mig selv og fra andre.

Reflektions spørgsmål✍️
– Hvor i mit liv har jeg brug for tydeligere grænser lige nu?
– Hvordan mærkes det i kroppen, når jeg overskrider mine egne grænser?
– Hvad kunne en mere selvkærlig grænse se ud – i praksis?
Tænk på en nylig situation, hvor du stod op for dig selv.
Hvordan føltes det i kroppen – både i øjeblikket og bagefter?
Tit og ofte har vi svært ved at sige nej, ikke fordi vi ikke ved, hvad vi har brug for – men fordi vi er bange for konsekvenserne. Frygten for ikke at blive elsket, for at skuffe andre eller for at blive afvist eller udstødt kan ligge dybt i nervesystemet.
Fra et psykologisk og biologisk perspektiv giver det mening: Mennesker er sociale væsener, og vores nervesystem er skabt til at søge tilknytning, tryghed og fællesskab. For mange af os – især kvinder – kan et nej derfor ubevidst føles som en risiko: Hører jeg stadig til, hvis jeg vælger mig selv?
At praktisere selvrespekt handler derfor ikke om at blive hård eller ligeglad, men om langsomt og nænsomt at lære kroppen, at det er trygt at sige nej til andre og ja til sig selv. At kærlighed, relationer og tilhørsforhold ikke behøver at forsvinde, fordi vi passer på vores egne grænser.
Selvrespekt er ikke fraværet af frygt – det er modet til at ære sig selv, også når frygten er der.
0 kommentarer